
Birdys Blue Gospels
Koret blev startet d. 21.januar 1991 af Birte Nygaard. Genren var blues og gospel, og korets første navn var da også BIRDYS BLUE GOSPELS.
Det blev til en hel del kirkekoncerter, men også til starten på en lang række årlige koncerter på det daværende "Glazzhuset" i Århus. Ved koncerterne havde koret selskab af pianist Henrik Birk Aaboe Andersen.
På grund af sygdom måtte Birte opgive at dirigere koret, og Henrik overtog opgaven for en periode. Efter et års tid i jobbet gav han i 1992 bolden videre til Christine Halse, som var vores dirigent det næste års tid. I den periode kom vi til at hedde BLUE BIRDS.
Dirigent Thue Thesbjerg
Nu gik jagten igen ind på en ny dirigent, og valget faldt på Thue Thesbjerg. Thue læste dengang musik og dramaturgi og var desuden sanger i Vocal Line og i Le Freak. Thue havde lyst til at prøve kræfter med sit eget kor, som han kunne tilføje sit helt eget groove. Jens Johansen har sagt om Thue: "Thue er en af de mest kompetente kordirigenter i Danmark, når det handler om at sætte fokus på musikkens energi og rytmiske feeling".
Med Thue forandrede koret sig hurtigt, og genren blev pop, rock krydret med en anelse jazz. Koret gav i den periode mange koncerter rundt omkring i landet, og koncerterne på Glazzhuset fortsatte frem til det lukkede.
Vi blev til Groovy Voices
I 1998 blev vi enige om, at koret skulle have et nyt navn, og vi blev til Groovy Voices. I den periode arbejdede vi meget med groove, rytmik og klang, og vi blev mere ambitiøse. Vi lavede en del koncerter, bl.a. ved "Sangen har vinger"arrangementer, i Tivoli Friheden, i Århus Festuge og meget andet.
Vocal Rock'n Pop Party
Korets ti år med Thue som dirigent sluttede med en stor koncert på Train i Århus - en koncert til fordel for Red Barnets Børnefond. Solisterne ved koncerten var BaSix, Marie Frank, frontduoen fra Le Freak, Jonas Winge Leisner, Karen Busck og Bobo Moreno. Derudover havde vi en del professionelle musikere med på scenen. Hele koncerten var arrangeret af Thue og koret. Det var en stor aften, og vi skabte et overskud til Red Barnets Børnefond på næsten 50.000 kr. Det var en god måde at slutte ti gode år sammen med Thue.
Dirigent Signe Bøge
Efter koncerten lå vi stille et stykke tid, men i 2003 startede Signe Bøge som vores nye dirigent.Signe læste musik og var også aktiv sanger i Vocal Line. Nu ændrede vores stil sig lidt, men stadig inden for pop og rock. Vi arbejdede meget med klang og udtryk, og det var dejligt at opleve Signes sangglæde, som selvfølgelig smittede af på os. Sammen med Signe deltog vi bl.a. i Hallowen gudstjeneste i Århus Domkirke, og vi deltog i forskellige Kulturnat- og Kulturama-arrangementer.
Vocal Festival 2006
Vores sidste opgave med Signe som dirigent var vores deltagelse i kor-konkurrencen på Vocal Festival 2006 i Århus. Her sang vi os ind på en delt andenplads i kor-konkurrencen. Det var vi glade og stolte over, og det var en dejlig måde at slutte en god og spændende periode med Signe som dirigent.
Dirigent Anne Odgård Eyermann
I efteråret 2006 blev Anne vores nye dirigent, og det håber vi, hun bliver ved med længe. Anne styrer vores kor med sikker hånd og har allerede nu formået at få os ud over scenekanten ved hjælp af sin store musikalske kompetence og entusiasme. Læs mere om Anne under "dirigenten" her på vores hjemmeside.
Mange sangere har i tidens løb passeret gennem vores kor, og nogle få har holdt ved hele vejen siden 1991. Vi har tilbragt mange øveaftener sammen med dygtige sangere, hyggelige folk og sjove personligheder.
AND THERE IS MORE TO COME
